
Nem tærtedej til madtærter
Jeg har altid elsket tærter. Tærter kan nemlig varieres i det uendelige og så smager en god tærte virkelig godt! Herhjemme er jeg dog den eneste, som er vild med tærter. Men det afholder mig ikke fra, at jeg ofte bager en god vegetarisk tærte.
En god hjemmelavet tærtedej kan gøre hele forskellen, når du laver en lækker madtærte. Denne opskrift giver en sprød og smørfyldt tærtebund, som passer perfekt til alt fra porretærte og spinattærte til quiche og andre salte tærter. Normalt laver jeg altid en grov tærtebund. Men hvis jeg skal have gæster eller andet, laver jeg gerne denne smørfyldte tærtebund.
Tærtedejen er nem at lave med få ingredienser og kræver kun en kort hviletid i køleskabet. Havregrynene giver en smule ekstra struktur og en dejlig sprødhed, som gør tærtebunden ekstra lækker.
Tærtedej
Ingredienser
- 100 g koldt smør
- 160 g hvedemel
- 20 g finvalsede havregryn
- 2 spsk. koldt vand
- 1/2 tsk. salt
Sådan gør du
Lav dejen
- Skær det kolde smør i små tern.
- Kom smør, hvedemel og havregryn i en skål. Smuldr smørret ind i melet med fingrene, indtil blandingen minder om grove krummer.
- Tilsæt vand og salt, og saml hurtigt dejen. Ælt kun dejen, til den netop hænger sammen. Den skal være ensartet, men ikke overarbejdet.
Hviletid
- Pak dejen ind eller dæk skålen til, og stil den i køleskabet i 20 minutter.
Forbag tærtebunden
- Tænd ovnen på 225 grader varmluft.
- Fordel dejen i en tærteform ved at trykke den ud med hænderne, så den dækker både bund og kanter jævnt.
- Prik bunden med en gaffel flere steder.
- Bag tærtebunden i cirka 10 minutter.
- Fyld derefter tærten med dit ønskede fyld, og bag den færdig efter opskriften.
Tips til den bedste tærtedej
- Brug altid koldt smør for at få den mest sprøde tærtebund. Tærtebunden laves nemlig som en mørdej – bare uden sukker.
- Undgå at ælte dejen for meget, da det kan gøre den sej. Derfor behøver du heller ikke at bruge din røremaskine til denne opskrift.
- Hvis dejen virker tør, kan du tilsætte en lille smule ekstra koldt vand.
- Forbagning hjælper med at undgå en blød og fugtig bund.
- Tærtedejen kan laves dagen før og opbevares i køleskabet.
Hvilke tærter passer dejen til?
Denne tærtebund fungerer perfekt til:

Hvorfor skal smørret være koldt?
Koldt smør er med til at skabe en sprød og luftig tærtebund. Hvis smørret bliver for varmt, kan dejen blive mere kompakt.
Hvorfor skal tærtedejen hvile?
Hviletiden gør dejen nemmere at arbejde med og hjælper med at forhindre, at den trækker sig sammen under bagning.
Skal man forbage en tærtebund?
Ja, til mange madtærter er det en fordel at forbage bunden. Det giver en mere sprød tærte og mindsker risikoen for en fugtig bund. Men helt ærligt, så er det ikke altid at jeg bager mine tærtebunde – og resultatet bliver ganske fint uden.
Kan tærtedej fryses?
Ja, både ubagt dej og færdigbagt tærtebund kan fryses. Pak den godt ind, så den ikke tørrer ud.
Hvorfor prikker man tærtebunden med en gaffel?
Hullerne hjælper dampen med at slippe ud under bagning og reducerer risikoen for, at bunden hæver op. Men igen – det er ikke et must. Bare en anbefaling. Hvis du glemmer det, kan din tærte sagtens blive god alligevel.
Kan man lave tærtedej uden havregryn?
Ja, havregrynene kan udelades og erstattes med lidt ekstra hvedemel. Havregrynene bidrager dog med en ekstra sprød og rustik konsistens, som jeg synes passer godt til den lidt fede tærtedej.


