Lav nem hjemmelavet estragonmayonnaise med græsk yoghurt og friske krydderurter. Perfekt som dip, dressing og til grillmad.

Cremet estragonmayonnaise med græsk yoghurt
Denne hjemmelavede estragonmayonnaise er en nem og cremet dressing, der passer perfekt til både sandwiches, pommes frites, grillmad og salater. Kombinationen af mayonnaise, græsk yoghurt og frisk estragon giver en lækker og frisk smag med masser af dybde. Normalt er estragonmayonnaise lavet uden græsk yoghurt. Men jeg kan godt lide, at dressingen bliver lidt ‘lettere’ og ikke så fedtet i smagen. Har du det på samme måde, så er denne sikkert noget for dig!
Estragon har en let krydret og aromatisk smag, som virkelig løfter en hjemmelavet mayo. Samtidig gør yoghurten dressingen lidt lettere og ekstra cremet. Det tager kun få minutter at røre det hele sammen, og resultatet smager meget bedre end færdigkøbte dressinger. Elsker du også bearnaisesauce, så prøv at lave denne skønne dressing med estragon.
Estragonmayonnaise
Ingredienser
- 50 g mayonnaise
- 1/2 tsk sennep
- 50 g græsk yoghurt (2 eller 10% fedt)
- 1 tsk løgpulver
- 1/2 tsk hvidløgspulver
- 1 håndfuld frisk estragon, finthakket
- Salt og peber
- 1/2 tsk hvidvins eddike
Sådan gør du
- Rør alle ingredienserne sammen i en skål. Smag til med salt.
- Kom gerne estragonmayonnaisen i køleskabet et par timer, så den får mere smag.
Det passer estragonmayonnaise godt til
Herhjemme er vi vilde med at bruge mayoen i burger. Men du kan naturligvis også bruge den til andet. Denne estragonmayo passer perfekt som:
- Dip til pommes frites og ovnkartofler
- Dressing i burger eller sandwich
- Tilbehør til grillmad
- Dressing til kartoffelsalat eller grøn salat
- Dip til grøntsager og snacks
Hvad smager estragon af?
Jeg ved ikke med jer. Men estragon er ikke den krydderurt, jeg bruger mest i mit køkken. Men det er faktisk en skam! For estragon har en virkelig skøn aromatisk og let sødlig smag med noter af anis og lakrids. Den bruges ofte i dressinger, saucer og franske retter.
Kan man bruge tørret estragon?
Ja, du kan godt bruge tørret estragon, hvis du ikke har frisk. Smagen bliver dog lidt mildere og mindre frisk. Brug gerne lidt mindre tørret estragon end frisk. Men har du mulighed for det, så køb frisk estragon til denne opskrift.
Hvad passer estragon godt sammen med?
Estragon passer rigtig godt til mayonnaise, kartofler, æg og cremede dressinger. Den bruges også i bearnaisesauce – som er min absolut favoritsauce!
Hvor længe holder hjemmelavet estragonmayonnaise?
Opbevares den i en lufttæt beholder i køleskabet, kan den holde sig i cirka 2–3 dage.
Kan man lave estragonmayo uden yoghurt?
Ja, du kan sagtens lave opskriften kun med mayonnaise, hvis du ønsker en mere klassisk og fyldig mayo. Yoghurten gør den bare lidt lettere og mere frisk i smagen, som vi foretrækker herhjemme.


