Chokoladescones med smør og mørk chokolade. Disse chokolade scones tager næsten ingen tid at lave og så smager de helt fantastisk.

Chokoladescones – nem opskrift på bløde og sprøde scones med mørk chokolade
Chokoladescones er noget af det nemmeste og hyggeligste bagværk, du kan lave derhjemme. De er sprøde udenpå, bløde indeni og fyldt med lækker mørk chokolade. Det bedste? De tager under 30 minutter fra start til slut, så du hurtigt kan servere nybagte scones til morgenmad, brunch eller eftermiddagshygge.
Hvis du elsker nemme kageopskrifter og hjemmebag med chokolade, så bliver de her scones hurtigt en favorit.
Nem opskrift på chokoladescones
Denne opskrift på chokoladescones kræver kun få ingredienser, som du sikkert allerede har i køkkenet. Kombinationen af smør og sødmælk gør sconesene ekstra saftige og bløde – aldrig tørre eller kedelige.
Jeg bruger mørk chokolade med omkring 70 %, fordi det giver en skøn dyb smag, men du kan også bruge mælkechokolade eller chokoladeknapper, hvis du vil have dem sødere.
De smager fantastisk, mens de stadig er lune, gerne med lidt smør på. Perfekte til brunch, weekendmorgen eller når den søde tand melder sig. Vil du prøve en anden variant? Så prøv chokoladescones med hytteost.
Opskriften giver ca. 9 chokoladescones.
Chokoladescones
Ingredienser
- 250-275 g hvedemel
- 2 tsk. bagepulver
- 2 tsk. vaniljesukker
- 70 g sukker
- 1 knivspids salt
- 100 g. smør (alm. smør – ikke smørbar)
- 1,5 dl. sødmælk
- 100 g. mørk chokolade (gerne 70%)
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft.
- I en skål blandes alle de tørre ingredienser.
- Skær smør i tern og tilsæt. Smuldr smør med hænderne (som når du laver en mørdej).
- Tilsæt nu grofthakket mørk chokolade.
- Tilsæt mælk og saml dejen. Den skal kun lige samles så ingredienserne hænger sammen – den skal endelig ikke æltes for meget. Hvis den er for våd, kan du tilsætte en smule mere mel.
- Drys en smule mel på køkkenbordet.
- Hæld dejen ud af skålen og drys en smule mel på.
- Med en kagerulle rulles dejen ud til en kvadrat, så der kan være 3 scones på hver led – og 9 scones i alt.
- Placer scones på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Pensl med sammenpisket æg.
- Bages midt i ovnen i 10-12 minutter. Hold øje med dem, der er forskel på ovne.
- Lad dem køle af på en rist og spis med det samme.
Notes
Tips til de bedste scones med chokolade
- Overælt ikke dejen – så bliver sconesene hårde i stedet for luftige.
- Brug koldt smør for den bedste konsistens.
- Chokoladescones smager allerbedst nybagte og lune.
- Du kan sagtens fryse dem ned og lune dem i ovnen eller mikroovnen senere.
Derfor elsker jeg denne opskrift
Det her er en af de opskrifter, jeg vender tilbage til igen og igen. De her hjemmelavede chokoladescones er både hurtige, nemme og virkelig hyggelige at bage. De kræver ingen røremaskine og næsten ingen opvask, hvilket gør dem perfekte til travle dage eller spontane gæster.
Og ærligt… duften af nybagte scones med smeltet chokolade i køkkenet er næsten grund nok i sig selv.

Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagramprofil, hvor jeg deler endnu flere madbilleder.

