Vegetariske hvidløgstortillas med krydret kikærtefyld, kartofler og friske krydderurter. Virkelig nem og smagfuld hverdagsmad, som kan laves på næsten ingen tid.

Nem vegetarisk hverdagsmad med masser af smag
De her vegetariske hvidløgs tortillas er sådan en opskrift, vi herhjemme vender tilbage til igen og igen. De smager nemlig fantastisk! Jeg kan dog desværre ikke tage æren for opskriften, da det er min kærestes opskrift. Men jeg har fået lov til at dele den med jer – så her er den!
Fyldet er lavet med kikærter, kartofler og varme krydderier som garam masala, paprika og spidskommen, som giver en virkelig fyldig og krydret smag. Samtidig er det en super nem vegetarisk ret, der passer perfekt til de lidt travle hverdage.
De sprøde tortillas med hvidløgssmør gør virkelig hele forskellen og passer perfekt sammen med det cremede kikærtefyld, friske krydderurter og salt feta eller salatost på toppen.
Krydret vegetarisk fyld med kikærter og kartofler
Hvis du leder efter vegetariske tortillas med masser af smag og mæthed, så er den her opskrift et godt bud. Kikærter giver protein og fylde, mens kartoflerne suger alle de varme krydderier til sig og gør retten ekstra lækker.
Opskriften kræver kun få ingredienser og passer godt, hvis du gerne vil lave billigere vegetarisk aftensmad uden at gå på kompromis med smagen. Det er comfort food på den nemme måde. Herhjemme er jeg i hvert fald vild med, når min kæreste serverer dette for mig.
Sprøde tortillas med hvidløgssmør
De bagte tortillas med hvidløgssmør er næsten det bedste ved retten. Idéen opstod en dag, hvor vi havde lyst til hvidløgsbrød – men ikke havde flutes i fryseren. Så blev det i stedet til hvidløgstortillas! De bliver let sprøde i ovnen og får masser af smag fra hvidløg og smør. Sammen med frisk mynte, koriander og feta får du en frisk og krydret kombination, som fungerer virkelig godt.
Hvidløgstortillas med krydret fyld
Ingredienser
Krydret fyld
- 1 stk. løg
- 2 stk kartofler
- 1 spsk. garam masala
- 1 stor tsk. sød paprika
- 1 tsk. kanel
- 1 tsk. spidskommen
- salt
- 1 spsk. tomatpuré
- 2-3 dl koldt vand
- 1 dåse kikærter (240 g skyllede, kogte kikærter)
Servering
- 4 stk. tortillas
- 1 spsk. smør
- 2 fed hvidløg
- 1 håndfuld frisk mynte
- 1 håndfuld frisk koriander
- Salatost eller fetaost
Sådan gør du
Krydret fyld
- Hak løg fint og skær kartofler i meget små tern.
- Kom olie i en gryde.
- Tilføj løg, kartofler, garam masala, paprika, kanel, spidskommen og lidt salt. Steg det under omrøring ved lav varme i cirka 10 minutter.
- Tilføj tomatpuré, vand og kikærter. Lad det derefter simre i cirka 30 minutter, til saucen er tyk og kartoflerne er møre.
Servering
- Mens fyldet simrer, er det tid til at lave hvidløgstortillas.
- Kom smør i en skål. Pres hvidløg deri og rør det rundt. Fordel smør på 4 tortillas. Bag dem i ovnen i cirka 5 minutter, til de er gyldne.
- Server de bagte tortillas med krydret fyld, friske krydderurter og salatost. Velbekomme!


