Pinsa med tomatfyld

af Stinna

Pinsa med tomatfyld, rucola og salatost

Denne pinsa med tomatfyld er en nem og frisk italiensk inspireret ret, der passer perfekt til både frokost og aftensmad. Den sprøde pinsabund toppes med tomatsauce, Vesterhavsost, rødløg og en frisk tomatsalat med krydderurter, rucola og salatost.

Det er sådan en opskrift, der føles både let, sommerlig og virkelig lækker – uden at kræve særlig meget tid i køkkenet. Kombinationen af sprød pinsa, cremet ost, friske tomater og balsamico giver masser af smag og en skøn balance mellem det salte, syrlige og friske. Jeg købte brødet færdigt (fra frost), for at det skulle være ekstra nemt og hurtigt. Men du kan sagtens bage dit eget brød, hvis tiden er til det. Måske med min hjemmelavede pizzadej?

Sprød pinsa med tomater og salatost

Opskriften passer til 1 pinsa, som kan deles som en lille ret til 2 personer.

Pinsa med tomatfyld

Opskriften herunder rækker til ét brød. Vi delte det som en lille ret to personer.
Prep Time10 minutes
Cook Time15 minutes
Course: Aftensmad, frokost
Cuisine: Italiensk, Vegetarisk
Servings: 1 stk
Author: Stinna
Ingen stjerner endnu

Ingredienser

  • 1 stk pinsa brød eller andet fladbrød
  • 1 dl passata
  • 1/2 tsk hvidløgspulver
  • Salt og peber
  • 30 g fintrevet vesterhavsost
  • 1 stk rødløg skåret i skiver

Topping

  • 1 håndfuld frisk rucola
  • 3 stk friske tomater skåret i skiver
  • 1 tsk mørk balsamico
  • Salt peber
  • 1 håndfuld friske krydderurter mynte, persille, dild, basilikum
  • 2 tsk olivenolie
  • 1 håndfuld salatost

Sådan gør du

Forbered pinsaen

  • Tænd ovnen efter anvisningen på pinsabrødet.
  • Rør passata sammen med hvidløgspulver, salt og peber i en lille skål.
  • Fordel tomatsaucen på pinsabrødet. Drys med fintrevet Vesterhavsost og fordel rødløgsskiverne ovenpå.

Bagning

  • Bag pinsaen midt i ovnen i cirka 10–15 minutter, til brødet er sprødt og gyldent.
  • Lad pinsaen køle af i cirka 5 minutter efter bagning.

Lav topping

  • Kom tomater, balsamico, salt, peber, finthakkede krydderurter og olivenolie i en skål. Vend det hele forsigtigt sammen.
  • Fordel rucola på den færdigbagte pinsa og top med tomatblandingen. Drys til sidst med salatost.
  • Server med det samme.

Hvad er pinsa?

Pinsa minder om en slags pizza, men dejen er typisk lettere, mere luftig og sprød. Den italienske pinsa laves ofte med en blanding af forskellige meltyper, som giver en luftig bund med sprøde kanter. Jeg købte mit brød færdigt fra frost. Men du kan sagtens bage det selv, hvis du vil. Jeg synes at pinsa minder en smule om en blanding mellem en pizza og en sandwich.

Pinsa er blevet utrolig populært som et nemt alternativ til klassisk pizza, fordi den både føles lettere og hurtig at tilberede.

Hvad er forskellen på pinsa og pizza?

Pinsa har typisk en lettere og mere luftig bund end klassisk pizza. Dejen laves ofte med flere forskellige meltyper og længere hævetid, hvilket giver en sprød og luftig konsistens. Mit indtryk er, at man ofte kommer mere frisk fyld på en pinsa, hvor pizzafyldet på en pizza ofte er bagt.

Kan man bruge andet end pinsabrød?

Ja, du kan også bruge naanbrød, pitabrød eller andre typer fladbrød som bund. Men som sagt, kan du købe pinsabrød flere steder på frost.

Hvilken ost passer godt på pinsa?

Vesterhavsost, mozzarella, burrata og parmesan passer rigtig godt til pinsa og giver masser af smag. Herhjemme elsker vi Vesterhavsost, så det er den ost vi bruger mest.

Kan man lave pinsa vegetarisk?

Ja, pinsa egner sig perfekt til vegetariske toppings som tomater, grillede grøntsager, pesto, rucola og forskellige oste.

Hvordan får man pinsa sprød?

Bag pinsaen ved høj varme og direkte på en varm bageplade eller pizzasten, hvis muligt. Det giver en ekstra sprød bund. Men du kan også sagtens, som jeg, bage den i ovnen.

Kan pinsa laves i forvejen?

Du kan forberede toppings på forhånd, men pinsa smager bedst nybagt og sprød direkte fra ovnen. Hvis du skal lave den i forvejen, vil jeg anbefale dig at vente med at komme det friske fyld på. Ellers risikerer du, at din pinsa bliver blød.

Tilføj en kommentar

Opskrift vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.